Andematch og
generalforsamling

Det er bestyrelsens opfattelse at månedafslutning med fællesspisning er en succes. Baggrunden for arrangementet var, at vi skulle lære hinanden bedre at kende under hyggeligt samvær og der har været mellem 40-60 deltagere pr. gang. I øvrigt er det så kedeligt at stå mandag morgen ikke at ha' nogen at spille med. Såfremt I af uforklarlige årsager ikke kan spille en enkelt mandag, så afmeld på tlf. til dem I skulle ha' spillet med så tidligt som muligt.

Vi har igen taget initiativ til at få Mandagsseniorerne godkendt som klub i klubben og vi forventer at det denne gang lykkes. Herefter rettede formanden en tak til bestyrelsen for godt samarbejde og god indsats og det er med beklagelse vi har modtaget Kurt Lunds udmeldelse af Mandagsseniorerne og selv om Kurt har lovet at være behjælpelig med kontakter til sponsorer, vil vi komme til at savne hans hjælp og helhjertede engagement både i bestyrelse og som spiller. Kurt fik overrakt en lille pakke som erkendtlighed med ønsket om, at Else og Kurt fik god vind fremover i Torsdagsseniorerne.

Alle nuværende medlemmer af Mandagsseniorerne er fortsat medlem i 2008 og hvis man ikke ønsker at være medlem næste år skal udmeldelse foregå til Geert (se tlf. og mail under bestyrelse). Ønsker man en ny makker skal man foruden at orientere den tidligere makker, meddele det nye makkerpar til Geert, så turneringsplanen kan blive lavet i god tid inden sæsonen starter.

Til nyt medlem i bestyrelse, efter Kurts afgang, blev foreslået og valgt Alf Bargisen som turneringsleder.